Evaluering - dansk, engelsk og matematik

Kommunale mål for læsning

Syddjurs Kommunes mål i læsning ligger i forlængelse af de nationale mål, som folkeskolereformen beskriver. Folkeskolereformen opstiller følgende effektmål for læsning:

  • Mindst 80 % af eleverne skal være gode til at læse i de nationale test i dansk (2021). Det vil sige at eleverne placerer sig i en af følgende kategorier god præstation, rigtig god præstation, fremragende præstation.
  • Andelen af de allerdygtigste elever i dansk og matematik skal stige år for år. Det vil sige, antallet af elever, der placerer sig i kategorien fremragende præstation, skal stige år for år.
  • Andelen af elever med dårlige resultater i de nationale test for læsning og matematik skal reduceres år for år. Det vil sige antallet af elever, der placerer sig i kategorierne mangelfuld præstation og ikke tilstrækkelig præstation, skal falde år for år.

Følgende er endvidere gældende:

  • elever, hvis skriftsproglige udvikling giver anledning til bekymring, testes med Ordblinderisiko-testen i slutningen af 0. kl., i midten af 1. kl. samt i slutningen af 1. kl. med henblik på at iværksætte målrettet fonologisk undervisning, vejledning af forældrene og løbende opfølgning på iværksatte tiltag.
  • alle elever testes med DVO (test fra Dansk Videnscenter for Ordblindhed) i slutningen af 2. klasse med henblik på at iværksætte målrettet forebyggende ordblindeundervisning for elever i risiko for at udvikle dyslektiske vanskeligheder.
  • elever, der er forsinkede i deres læseudvikling samt elever med dyslektiske vanskeligheder skal have mulighed for at bruge oplæsnings- og ordforslagsprogram til iPad eller Chromebook/computer.
  • elever, hvor der er mistanke om ordblindhed, testes med Undervisningsministeriets digitale ordblindetest i foråret 3. eller 4. klasse.
  • alle elever arbejder med og kan anvende viden om forskellige teksttyper, der anvendes i de forskellige fag målrettet klassetrinnet – herunder teksttypernes formål, opbygning samt sproglige karakteristika. Med teksttyper menes berettende, fortællende, beskrivende, forklarende, instruerende, argumenterende, kommenterende og evaluerende teksttyper.
  • Der er fokus på hvordan arbejdet med skrivedidaktik og skriftlighed kan understøtte elevernes læring i alle fag.
  • undervisningen udnytter de muligheder iPad indbyder til i forhold til at arbejde med multimodale tekster samt læsning, skrivning og interaktive præsentationer i fagene.

Med udgangspunkt i den kommunale evalueringsplan, Kommunal evaluering i forhold til skriftsprog og matematik i Syddjurs Kommune udformer den enkelte skole en evalueringsplan i forhold til at kunne følge elevernes læse- og staveudvikling.

Der afholdes 1-2 årlige skriftsprogssamtaler mellem dansklærerne/lærerteamet og skolens læsevejleder samt matematikkonferencer mellem matematikvejlederen og matematiklæreren/ lærerteamet. Til samtalerne evalueres klassen som helhed, og de enkelte elevers læse- og skriveudvikling samt matematiske udvikling følges.

Skriftsprogssamtalerne har fokus på, hvorledes gruppen af dygtige læsere fortsat udfordres, hvorledes mellemgruppen forsætter en positiv læse- og skriveudvikling samt, hvorledes gruppen af elever, der er forsinkede eller udfordrede i deres læse- og skriveudvikling kan understøttes både i forhold til deres afkodnings- og stavefærdigheder, men også i forhold til at arbejde kompenserende med oplæsning og skrivestøtte.

 

Opdateret: 18-05-2021 11:28

Kontakt